Hun kender Kerteminde Kommune indefra, har et hjerte, der banker for mennesker – og et hjerte, der banker for 90’er-musik. Socialdemokratiets Karen Dalsgaard stiller op til kommunalvalget 2025 med et stærkt lokalt engagement og en tro på, at fællesskab og tryghed er vejen frem.
Lokal forankring og hjerte for fællesskabet
Karen Dalsgaard har boet i Munkebo i 17 år og er netop flyttet til Kerteminde med sin kæreste og datter Emma på 13 år. Hun har siddet i Byrådet i fire år og er siden december 2024 gruppeformand for Socialdemokratiet.
"Jeg er helt lokal – man møder mig i supermarkedet eller i sportshallen. Jeg tror på, at politik skal være tæt på hverdagen og borgerne," siger hun.
Med en baggrund som social- og sundhedsassistent, og nu som visitator i Nordfyns Kommune, har Karen et solidt kendskab til hverdagen for både ældre, borgere med handicap og deres pårørende.
"Jeg har kørt i hjemmeplejen i Munkebo, Langeskov og Kerteminde. Jeg kender vores kommune og ved, hvor vi kan gøre en forskel – også i de små ting. For eksempel bare det at give borgerne et “velkommen til hjemmeplejen”-brev kan betyde meget," fortæller hun.
Socialdemokratiske værdier og lokalt engagement
Karen har altid haft sit politiske ståsted i Socialdemokratiet.
"Jeg står for de klassiske værdier: at værne om børn og unge, tage hånd om ældre og hjælpe dem, der har det svært. Det handler om ordentlighed og omsorg," siger hun.
Hun blev aktiv i partiet i 2019, men har i mange år været en del af lokalsamfundet – blandt andet i børnehavens bestyrelse og svømmeklubben i Munkebo.

Mærkesager med mening
Som medlem af Ældre-, Handicap- og Sundhedsudvalget og tidligere medlem af Kultur- og Fritidsudvalget arbejder Karen for at styrke fællesskaberne på tværs af alder.
"Foreningslivet betyder meget. Det giver mennesker i alle aldre et sted at høre til og skaber værdi i hverdagen. Jeg har set det i svømmeklubben og tror på, at stærke fællesskaber skaber stærke mennesker," fortæller hun.
Ældre, handicapområdet samt børn og unge er blandt hendes vigtigste mærkesager – alle områder, hvor hun trækker på sin faglige erfaring og personlige indsigt.
Et menneske med et glimt i øjet
Selvom politikken fylder meget, er der stadig plads til sjov og energi i Karens liv.
Et lille fun fact om hende er, at hun elsker dakkedak-musik fra 90’erne – og ikke er bleg for at skrue helt op, når de gamle hits spiller.
"Lidt dakkedak gør bare dagen bedre," griner hun.
Karen Dalsgaard håber på fortsat opbakning fra borgerne i Kerteminde Kommune, så hun kan fortsætte arbejdet for en kommune, hvor tryghed, nærhed og fællesskab går hånd i hånd.