Julie og Michael Nyrnberg har siden 2013 været drivkraften bag Birkende Ungdomsteater, der er et sted, hvor fantasi, fællesskab og fortællinger får lov til at fylde scenen.
"Jeg har altid drømt om at starte et teater", fortæller Julie Nyrnberg, der selv fandt kærligheden til scenen allerede som otteårig og i dag står i instruktørrollen. Det var gennem den lokale borgerforening, at parret i sin tid fik adgang til de første lokaler, og siden har teatret vokset sig stærkt.
"Vores tilgang har hele tiden været den samme: Så længe der er børn, der har lyst til at være med, så fortsætter vi. Og nu står vi midt i vores 12. sæson," fortæller de med et smil. Udover teatersport danner teatret hvert år rammen om større opsætninger som Skatteøen og Oliver Twist, hvor børn fra omkring ti år og opefter træder ind i rollerne og bringer historierne til live. Deres egen datter på 10 år er selvfølgelig også på rollelisten.
Et frirum med plads til at være sig selv
For Julie Nyrnberg er det ikke kun scenen, men det, der opstår imellem mennesker, der betyder noget:
"Teatret var et frirum for mig, da jeg selv var barn. Et sted hvor det var sjovt at være, og hvor jeg fik venskaber, der stadig holder i dag. Hvis man går og kæmper med noget, kan teatret være et sted, hvor man får lov til at slippe det for en stund og træde ind i et stærkt fællesskab. Her er der ingen, der tænker over tøj eller udseende. Alle er en del af noget større gennem kostumer, roller og fortællinger. Teater har en særlig energi, en særlig ånd, som man ikke finder mange andre steder", siger hun.
Også Michael Nyrnberg er dybt engageret og står blandt andet for tirsdagens teatersport i Kerteminde Amatør Teaters lokaler sammen med nogle af de ældre deltagere:
"Her handler det ikke om at vinde, men om at skabe noget sammen. I teatret er alle lige vigtige, uanset om man står forrest på scenen eller bagved. De ældre løfter de yngre, deler deres erfaringer og giver dem mod til at tage deres egen plads. For mange bliver det en styrke, de tager med sig videre. Også uden for teatret og for eksempel i skolen," fortæller han.
Stærkt samarbejde og store forventninger
I dag favner Birkende Ungdomsteater børn fra 10 år og opefter, og for nylig er der indledt et nyt samarbejde med Kerteminde Amatør Teater. Et samarbejde, som parret ser som noget helt særligt:
"Det er en rigtig fin symbiose. De har fantastiske faciliteter, som vi får glæde af, og vi kommer med en stor gruppe engagerede børneskuespillere, som de faktisk stod og manglede," siger Julie Nyrnberg.
Lige nu summer det af liv og forventning, mens arbejdet med årets store forestilling er i fuld gang. Skatteøen er på vej mod scenen, og i april får publikum i Kerteminde Kommune mulighed for at opleve resultatet i Munkebos Troelskærsal – en forestilling båret af mod, fantasi og et stærkt fællesskab, og som er skabt i samarbejde med netop Kerteminde Amatør Teater, Dansekompagniet og Musik- og Kulturskolen i Kerteminde.