Fredag begynder den årlige Kirsebærfestival i Kerteminde, som lover en weekend fyldt med musik, aktiviteter og kulinariske oplevelser fra den 17.-19. juli. Festivalen er en af årets store begivenheder og er dedikeret til kirsebærrene.
Festivalens centrum er Torvet, hvor Kirsebærdronningen og Kirsebærministeren åbner begivenheden kl. 11.30. Traditionen tro vil den nye kirsebærminister blive kåret, og i år er det Jane Dam fra Erhverv & Turisme, som overdrager ministerkæden.
På musikscenen kan man blandt andre opleve Anna David søndag, Hvide Løgne og Kim og John lørdag, mens fredagen byder på koncerter med Andreas Langvad, Seven Minds og Life of a Busker. Festivalprogrammet byder desuden på mange boder og konkurrencer.
Kilde: VisitKerteminde