Birkende Ungdomsteater og KAT slår pjalterne sammen i hyggelig juleforestilling

Stykket handlede om hvorfor vi fejrer jul. Foto: Emil Andresen
dato

I den forgangne weekend var samtlige forestillinger af Alle Tiders Jul på KAT i Nørregade i Kerteminde godt fyldt med publikum, der alle var kommet for at nyde Birkende Ungdomsteater, der sammen med Kerteminde Amatør Teater er gået sammen om at lave arrangementer og forestillinger. Det er en win-win for begge, fortæller Julie Nyrnberg, der sammen med sin mand Michael Nyrnberg er instruktører på stykket:

- Vi ville gerne prøve at favne kommunen lidt bredere, fortæller Michael Nyrnberg om at prøve at rykke Birkende Ungdomsteater til KAT. - Nu har vi børn fra Marslev, Langeskov, Kerteminde, Revninge og Hindsholm, og det var netop det, vi gerne ville, fortæller han om, at man til næste år skal spille Skatteøen i Munkebo i Troelskærsalen, og mon ikke det kan styrke interessen for teater blandt Munkebos børn også. Samtidig får endnu flere børn øjnene op for teatret og for de hyggelige lokaler i Nørregade - en lille kulturel perle i centrum af Kerteminde.

- Her på scenen er vi alle lige, og vi har et fantastisk fællesskab og sammenhold. Børnene får et frirum, der er sjovt, istemmer Julie Nyrnberg om det at stå på de skrå brædder og spille skuespil.

Forestillingerne er slut for i år, men allerede til januar starter Birkende Ungdomsteater op igen med Teatersport, der foregår tirsdag eftermiddag med første gang den 6. januar kl. 16.15 til 17.15. Børn fra 10 år og opefter er velkomne. Sæsonen, der varer til marts 2026, koster 200 kr.


Alle Tiders Jul på KAT. Foto: Emil Andresen

Stykket sluttede af med en lille julekoncert. Foto: Emil Andresen

Kilde: Rikke Mohr Jørgensen