Mandag den 15. april 2024 blev to mænd idømt fængselsstraf for bedrageri og databedrageri ved retten i Svendborg. Dermed er tre personer blevet dømt i sagen om omfattende bedrageri, da en tredje gerningsmand blev dømt den 5. april 2024.
De dømte er mænd på 29 år, 28 år og 22 år. To af mændene er fra Fyn.
De tre har siddet fængslet siden juni 2023, hvor Fyns Politi foretog en række anholdelser mod et organiseret netværk af kriminelle, der opererede i hele landet med at bedrage ældre borgere. De kriminelle ringede til ældre borgere og udgav sig for at være fra Nets, banken eller en myndighed
De ældre borgere er blevet overtalt til at udlevere betalingskort og koder til en person, der er mødt op på de ældre borgeres adresse, hvorefter de er blevet snydt for store beløb.
- Denne form for kriminalitet ser vi desværre mere og mere af, og det er en kynisk og udspekuleret fremgangsmåde, da gerningsmændene aktivt går efter svage og udsatte borgere, siger vicepolitiinspektør ved Fyns Politi Michael Lichtenstein
I alt er de tre mænd blevet dømt for cirka 450 forhold, der beløber sig til cirka 2,1 millioner kroner.
Den 22-årige blev idømt 1 år og 3 måneders fængsel, mens den 29-årige fik 2 år og 9 måneders fængsel. Den 28-årige blev idømt 1 år og 9 måneder. Alle modtog dommen.
- Der er tale om en meget grov sag, hvor flere ældre og svagelige borgere er blevet bedraget for ikke uvæsentlige beløb. Jeg havde nedlagt påstand om væsentlige hårdere straffe end dem som retten idømte, og derfor overvejes det nu, om sagerne skal ankes til landsretten, siger specialanklager Maria Fanø-Fredeløkke.
Men desværre har andre kriminelle siden benyttet samme fremgangsmåde, og flere fynske ældre er blevet udsat for denne svindel. Fyns Politi efterforsker pt. 15 forhold begået i årets første måneder:
4 sager, hvor kriminelle ringer og udgiver sig for at være fra Pension Danmark og får oplyst kortnummer og kontrolcifre, hvorefter kortene blev misbrugt. Forurettede i Svendborg og Assens kommune.
7 sager fra Odense + 1 fra Nyborg kommune i løbet af marts. Gerningspersoner udgiver sig for at være fra banken og vil hjælpe med at stoppe igangværende svindel. Afhenter kort, der misbruges.
I april måned indtil videre 3 anmeldelser fra ældre i Odense og Kerteminde kommune. Samme modus.
Tab er indtil videre mellem 1000 kroner og 30.000 kroner pr. gang. Langt hovedparten af de forurettede borgere var over 80 år.
– Jeg kan ikke understrege tydeligt nok, at man ganske enkelt skal smide røret på, hvis nogen ringer og udgiver sig for at være fra bank eller myndighed og vil have oplysninger. Disse institutioner vil aldrig ringe og bede om personlige og private oplysninger, siger Michael Lichtenstein.
Sådan undgår du at blive snydt:
• Udlever aldrig dine kort og oplysninger til fremmede
• Udlever aldrig dine koder
• Hvis du er i tvivl, så afbryd samtalen og ring til bankens hovednummer
• Hvis det er gået galt, så er det vigtigt at anmelde til politiet