Kerteminde sætter fokus på bæredygtigt tøjforbrug med interaktiv aften for familier

Foto: Lenka Fitzgerald.
dato

Kerteminde Kommunes Bæredygtighedsråd sætter fokus på bæredygtigt tøjforbrug med foredrag, paneldebat og workshops for hele familien.

Vores tøjforbrug stiger år for år, og det gør presset på klima, miljø og natur også. Men hvem har egentlig ansvaret for forandringen, og hvilken vej er den rigtige at gå? Bæredygtighedsrådet i Kerteminde Kommune inviterer til en inspirerende aften, der gør os klogere på netop dét spørgsmål.

Onsdag den 10. december gæster forfatter og foredragsholder Tanja Gotthardsen Kulturhus Fjorden. Hun vil med skarpe eksempler og solid viden folde begrebet bæredygtighed ud, forklare, hvorfor greenwashing forvirrer forbrugerne, og give et nuanceret indblik i, hvad der egentlig er op og ned på den aktuelle genbrugsbølge.

Foredraget er gratis.

Efter oplægget følger en paneldebat med mulighed for spørgsmål fra salen. Panelet består af:

  • Rikke Ruhwald, designer, underviser og stifter af Fashion Revolution Fyn
  • Bo Hvidkær, leder af Kerteminde Forsynings genbrugspladser og dagrenovation

Workshops fra kl. 18.00 – lær med hænderne

Aftenen begynder allerede kl. 18.00 med fem kreative og lærerige workshops, hvor deltagerne kan prøve kræfter med konkrete og bæredygtige teknikker. Man skal ikke medbringe noget for at deltage.

Workshops:

  • Karte og spinde uld

Med ny overskudsuld fra Hedeuld og garnrester kan deltagerne blive klogere på vejen fra fiber til garn. Workshoppen faciliteres af elever fra 4.–7. klasse i Kerteminde i regi af Fashion Revolution Fyn.

  • Forvandl læderrester til grankogler

Læderhåndværker Stine Hallgren viser, hvordan udstukne læderrester kan blive til dekorative grankogler.

  • Få hjælp til huller

Prøv den japanske lappeteknik sashiko sammen med Lotte Helle og lær at lappe tøj uden symaskine.

  • Skab bæredygtig maling

Billedkunstner Annette Fuhr introducerer til ægtempera – en naturlig og holdbar maling baseret på æg og pigmenter.

  • Nyt liv til kasserede materialer

Else Marie Schjerning, passioneret fletter, lærer fra sig i strik, hækling, flet, knipling og nye teknikker med kasserede materialer.

Praktisk information

Dato: Onsdag d. 10. december 2025

Tid: Workshops fra kl. 18.00, foredrag kl. 19.00

Sted: Kulturhus Fjorden, Regnar Langesvej 1, 5300 Kerteminde

Tilmeldingsfrist: Tirsdag d. 9. december 2025 kl. 23.00 på https://baeredygtighedsraad.nemtilmeld.dk/2/

Få mere info på Facebooksiden Bæredygtighedsrådet Kerteminde Kommune

Kilde: Rikke Mohr Jørgensen