Torsdag den 9. juli 2026 fra kl. 16.00 til 17.00 afholder Kerteminde Kommune informationsmøde i Troelskærsalen i Munkebo. Her orienteres om den aktuelle indsats mod egeprocessionspinderen og mulighederne for effektiv bekæmpelse.
Kerteminde Kommune samarbejder tæt med lokale leverandører, der er specialiserede i bekæmpelse af egeprocessionspinderen. Selvom der kun er få firmaer, der kan udføre denne opgave, opjusterer de løbende deres ressourcer. Det styrker mulighederne for at bekæmpe problemet i de ramte områder.
Park og Vej har udpeget to medarbejdere til de kommende uger, hvor de vil opspore og identificere så mange reder som muligt i kommunens områder. Egetræerne undersøges grundigt med kikkert, og rederne fjernes i takt med, at leverandørerne har kapacitet til det. For at minimere gener bliver de berørte områder afspærret i perioden. Da de forladte reder stadig indeholder de farlige brandhår, vil kommunen i sensommeren sørge for, at også disse fjernes.
På private grunde er det grundejerens eget ansvar at bekæmpe egeprocessionspinderen. Kommunen tilbyder dog gerne vejledning og opfordrer til, at så mange som muligt aktivt bidrager til at bremse spredningen. Da både levende og forladte reder udgør en risiko for kontakt med brandhår, bør håndtering altid overlades til professionelle.
Som privat grundejer anbefales det ikke at bruge maskiner tættere end 10-15 meter på egetræer med forekomst af egeprocessionspinderen, og aldrig at benytte løvblæser i nærheden. Maskiner bør rengøres grundigt med vand – men uden brug af højtryksrenser – for at undgå spredning af brandhår. Forladte reder udgør fortsat en risiko og bør kun fjernes af professionelle.
Kerteminde Kommune opfordrer alle grundejere til at indberette fund via Tip Kerteminde for at give et bedst muligt overblik over udbredelsen og for at planlægge kommende års indsats. Yderligere information om egeprocessionspinderen og den kommunale indsats kan læses på kommunens hjemmeside.
https://kerteminde.dk/kommunen/nyheder/informationsmoede-om-egeprocessionsspinderen