Kerteminde Kommune styrker beredskabet for sårbare borgere under Beredskabsugen i maj

Foto: Kerteminde kommune.
dato

Kerteminde Kommune sætter fokus på beredskab for sårbare borgere under Beredskabsugen i starten af maj, hvor der arbejdes målrettet på at sikre et 3-dages beredskab.

Beredskabsugen afholdes i den første uge af maj i forbindelse med den landsdækkende sirenetest, som i år ligger i uge 19 fra den 4. til den 10. maj. Kerteminde Kommune prioriterer særligt at etablere et 3-dages beredskab for sårbare borgere, herunder personer på kommunens institutioner, bosteder samt dem, der bor i eget hjem og modtager hjælp.

Disse borgere får støtte til at opretholde forsyning af mad, vand og medicin. Kommunen undersøger desuden mulighederne for alternative strømkilder, hvis strømmen skulle svigte, i overensstemmelse med anbefalinger fra Kommunernes Landsforening og Styrelsen for Samfundssikkerhed. Sårbare borgere har allerede modtaget særskilt information gennem deres kontaktpersoner i kommunen.

For at kommunen kan prioritere de sårbare, opfordres øvrige borgere til at sikre sig et hjemmeberedskab, hvor man mindst i tre dage selv kan klare sig med nødvendige fornødenheder som mad, vand og medicin. Dette bidrager til at styrke fællesskabet og lette kommunens indsats, så de mest sårbare kan få den nødvendige hjælp.

Læs mere om hjemmeberedskab på Styrelsen for Samfundssikkerheds hjemmeside samt om kommunens initiativer på https://kerteminde.dk/Forberedt-på-kriser.

https://kerteminde.dk/kommunen/nyheder/kerteminde-kommune-bakker-op-om-beredskabsugen

Kilde: Kerteminde Kommune