Kerteminde Kommune beder haveejere om at melde fund af egeprocessionsspinderen efter flere lokale advarsler

Foto: Kerteminde kommune.
dato

Kerteminde Kommune opfordrer haveejere til at holde øje med egeprocessionsspinderen efter fund i flere områder og advarsler i Munkebo.

I sommeren 2025 blev der gjort syv fund af egeprocessionsspinderen i private haver i den sydvestlige del af Kerteminde Kommune, særligt omkring Holev, Birkende og Nonnebo. Alle fund er blevet bekæmpet. I vinter blev der fundet gamle reder i Munkebo på det grønne område mellem Kystalléen og Hybenvænget, og her er der nu sat advarselsskilte op, da der stadig er risiko for kontakt.

For at få et bedre overblik over udbredelsen af egeprocessionsspinderen opfordrer Kerteminde Kommune både private haveejere og skovejere til at holde øje med, om arten findes på deres områder. Observationer kan indrapporteres via kommunens hjemmeside eller gennem app'en Tip Kerteminde, hvor man skal vælge kategorien "Skadedyr" og under problem angive ”Egeprocessionsspinder”. Det anbefales at sende et billede med, så kommunen kan vurdere, om der er tale om egeprocessionsspinderen, og således undgå unødige udrykninger.

Egeprocessionsspinderen lever udelukkende på egetræer og er i sit larvestadie fra april til juli, hvor dens mikroskopiske brandhår kan udgøre en sundhedsrisiko ved kontakt. Efter denne periode forvandler larven sig til en ufarlig natsværmer.

Der kan læses mere om egeprocessionsspinderen og bekæmpelsen af den på Kerteminde Kommunes hjemmeside: https://kerteminde.dk

https://kerteminde.dk/kommunen/nyheder/egeprocessionsspinderen-begynder-at-roere-paa-sig

Kilde: Kerteminde Kommune